Whatever suits you

Et eksperiment med alternative måder at bo og arbejde på blev til en global landsby for digitale nomadefamilier

Michelle Rødgaard-Jessen og hendes mand, Nikolaj Astrup Madsen, opdagede, at det sværeste ved at leve som digitale nomader var det sociale aspekt, især da de blev forældre. De drømte om at skabe en rejsende landsby, hvor familier kan rejse sammen og dele oplevelser og ansvar. De er et eksempel på, hvordan teknologi og fleksibilitet kan give mulighed for at leve en anderledes livsstil, følge sine drømme og opleve verden på sin egen måde.

“Det var friheden i at arbejde fra hele verden, der drev mig. Det der med at kunne tage på eventyr og skabe sit eget. Det startede jo som et eksperiment. Kan jeg overhovedet skabe et eller andet selv? Kan jeg leve af det?” siger Michelle Rødgaard.

Med en base i Danmark har hun de sidste mange år rejst ud og arbejdet fra alle fire verdenshjørner. Da hun studerede i Beijing rejste hendes kæreste Nikolaj Astrup med hende. Han havde sit eget virke inden for bl.a. søgemaskineoptimering, men i Beijing lancerede han virksomheden Refuga, et rejseselskab for entreprenører. Da Michelle var færdig med studierne ville hun gerne rejse videre. Hun var inspireret af ideen om at arbejde, mens hun rejste. Parret aftalte at give det ét år. Hun startede sin karriere som virtuel assistent i 2014. 

I dag, næsten ti år senere, er Michelle og Nikolaj stadig digitale nomader – med base i København – og står bag Traveling Village, en global landsby for familier, som har hele verden som hjem.

“I starten handlede det for mig om at kunne rejse og opleve verden. Men da vi blev forældre, gik det op for mig, hvor stor en gave det er, at have et så fleksibelt arbejdsliv, at man kan indrette sin hverdag, som det passer en,” siger Michelle Rødgaard.

“Vi eksperimenterede med mange måder at leve på”

Da hun i 2017 vandrede i Nepals bjerge sammen med Nikolaj, spurgte nogle af deres venner, hvad de ville gøre, når de en dag fik børn, for de kunne jo ikke blive ved med at leve på den måde. Vel? På det tidspunkt havde Michelle og Nikolaj rejst og boet sammen i Thailand, Frankrig, Marokko, Sydamerika m.fl. over en årrække. 

“Dengang eksperimenterede vi meget med forskellige måder at bo på. Vi prøvede at rejse hurtigt, og så endte vi med at finde ud af, at det passede os godt at rejse langsomt, fordi vi også skulle arbejde undervejs,” siger Michelle Rødgaard. 

Men det sværeste var ikke at få tid til at arbejde. Faktisk arbejdede hun dengang ofte så meget, at hun ikke havde tid til at nyde de skiftende omgivelser. Det sværeste var faktisk det sociale. 

“Man kunne godt føle sig lidt ensom, når man var alene ude i verden. Det tager tid at opbygge nye relationer. Vi nåede til et punkt, hvor vi indså, at hvis vi skulle blive ved med at rejse, så var vi nødt til at gøre noget,” siger Michelle Rødgaard.

Det var i Nepals bjerge, at Nikolaj fik ideen til at skabe en landsby af digitale nomadefamilier.

“Når man arbejder ukonventionelt og lever ukonventionelt, kan man godt føle sig lidt alene. Det kan være svært at finde ligesindede, der forstår og kender de udfordringer, det har at leve, som vi har valgt, uden at man skal forklare og godtgøre sine valg,” siger Michelle Rødgaard og fortsætter:

“Når man rejser, så er livet mere intenst. Man får mere af det hele. Mere af de gode ting; store oplevelser sammen, mere tid sammen, men man får også flere konflikter. Det var en af grundene til, at vi lavede denne landsby. Det sociale og at man kan hjælpe hinanden og være sammen om både glæder og udfordringer, som ens arbejds- og familieliv byder på.”

Intet ønske om at stoppe den rejsende livsstil 

I 2018 fik parret deres første barn. Da havde de en idé om at bygge rede i København efter fire år næsten konstant på farten. Men de rejste stadig meget. De tog deres søn med til Cape Town. Der var flere hensyn at tage, end da det bare var de to alene, men de fik det til at fungere. De rejste videre til Bali med et vennepar og fik mere blod på tanden. 

Men så ramte Corona-pandemien, som i et par år satte en stopper for rejser og udvikligen af the Traveling Village. I 2021 fik Michelle og Nikolaj deres andet barn, en datter, og da hun var to måneder gammel rejste familien ud i seks måneder til Frankrig og Mexico.

“I Mexico mødte vi en anden dansk familie, som også havde været nogle måneder afsted med deres søn. Vi talte om, at det kunne være fedt at have nogle at rejse med, så man kan hjælpe hinanden og ikke er så alene. De hjalp med at skabe hele skelettet for vores fællesskab,” fortæller Michelle Rødgaard.

En amerikansk og en indisk familie sluttede sig snart til dem. De tre familier blev afgørende for, at ideen om the Traveling Village blev til noget. Siden efteråret 2022 har de alle arbejdet intenst på landsbyen, som nu tæller 20 familier fra ni forskellige lande, i alt 73 mennesker.

“Vi kan se, at vi har ramt ind i et behov derude, særligt for folk der lever på den her måde. Familier der rejser over længere perioder, og som mangler det her fællesskab. Sammen kan vi skabe det og hjælpe hinanden,” siger Michelle Rødgaard.

Nogle gange skal man kaste sig ud i det

I landsbyen er der alle mulige kompetencer, der bliver sat i spil og alle mulige familiekonstellationer at lære fra og blive inspireret af. Når man skifter fra en mere almindelig livsstil til en mere alternativ, er det ofte især de økonomiske overvejelser, der stopper folk fra at prøve drømme af.

“Logistik og økonomisk kan man sikkert godt få det til at gå op for to personer. Men med børn kommer der et andet ansvar ind over. Man siger tit “it takes a village” og det kan jeg godt mærke. Når vi er hjemme i Danmark med hele kernefamiliestrukturen, så føler jeg ofte, at jeg mangler nogen, der kan hjælpe mig. Når man er ude at rejse, så er der ikke lige en bedstemor, der kan hjælpe en halv dag,” siger Michelle Rødgaard.

Michelle Rødgaards to børn har aldrig været i institution. Det er et af de valg, man som digital nomade med familie skal tage. Men man skal huske på, at alle valg kommer med fordele og ulemper. At få børn gjorde tilværelsen som rejsende mere kompleks. 

“Vi lever på alle måder et meget frit liv nu, vi er begge selvstændige, vores børn går ikke i institution. Men det stiller også høje krav til vores arbejdsliv. Vi skal kunne klare tingene på mindre tid, men det giver også mulighed for at have børnene hjemme og stadig have et arbejdsliv. Det er vigtigt for os, for der er ikke nogen af os, der er interesserede i at udelukkende gå hjemme med børnene. Så ønsket om at skabe denne rejsende landsby blev kun forstærket af at få børn,” siger Michelle Rødgaard.

Der er ikke meget, hun fortryder, eller ville ønske hun havde gjort anderledes. Hun ser frem til at mødes med landsbyen i Vietnam, når de afprøver deres koncept i starten af 2024.

“Jeg ser det meget som, at vi må prøve os frem, og se hvad der fungerer. Så kan man altid gøre det anderledes næste gang. Det er meget sådan, jeg lever. Man kaster sig ud i nogle ting, og så ser man hvordan det går, og hvad det fører med sig,” siger Michelle Rødgaard.

Om Michelle Rødgaard-Jessen

  • 33 år
  • Selvstændig, ejer af Maanawork og tidligere ejer af Workhero.
  • Uddannet Cand.merc i Innovation Management.
  • Bosat i København og rejser 3-6 måneder om året med sin mand Nikolaj Astrup Madsen og børnene Kai og Iris.

Få mere inspiration

Scroll to Top

Få et gratis uddrag af vores guidebog

+ masser af inspiration til dit nye arbejdsliv.