“Det skal ikke være skamfuldt, at man vælger at gå ned ad karrierestigen”

Når vi taler om karrierestigen, hvorfor kan man så kun gå op ad? Kan man ikke gå ned, frem og tilbage eller hoppe over på en helt anden stige? Betina Bruhn Hansen sad i en direktørstilling, hun pludselig ikke kunne se sig selv i. Så hun tog et valg andre kaldte både modigt og stillede spørgsmålstegn ved.

Uddannelse. Første skridt. Næste skridt, job. Så lønforhandling, måske en forfremmelse, måske et jobskifte, men hele tiden op op op ad karrierestigen. Nogle gange tager man en pause og nyder udsigten. Laver status. Og nogle gange bliver pausen til en livspause, noget mange nok tænker tilbage på i sabbatårene mellem uddannelser, men sådan en livspause kan give perspektiv, når man klatrer op ad stigen lige meget hvorhenne på den, man befinder sig. Betina Bruhn Hansen stod pludselig som 46-årig og satte spørgsmålstegn ved karrierestigen. Hvordan endte hun der? Og hvorfor da hun begyndte at tale om at ændre retning, føltes det, som om omverdenen forventede, hun blev ved at klatre opad? 

Betina Bruhn Hansen er tidligere filialdirektør i Arbejdernes Landsbank. I dag er hun senior privatrådgiver i Nykredit. I sit jobskifte oplevede hun et interessant paradoks. Folk så hende som modig, men folk satte også spørgsmål ved, om hun nu var sikker på, at det var det hun ville, når hun fortalte at jobskiftet gik fra direktør til rådgiver. En form for skamfuldhed blev blandet med beslutningen.

“Man får en masse ros og anerkendelse, når man bevæger sig op ad karrierestigen, men man får ikke den samme anerkendelse, når man bevæger sig ned ad. Andres forventninger til mig gjorde noget ved mig. Den sikkerhed, jeg havde fundet i mit valg, blev jeg pludselig i tvivl om. Mange andre ville ønske de havde mit job, så hvorfor synes jeg ikke længere, det er spændende? Er det mig der er noget galt med? Er det nu det rigtige? Men selvfølgelig var det det,” siger Betina Bruhn Hansen.

Vi skaber vores identitet gennem andre.

Vi er sociale dyr, os mennesker. Vi bliver påvirket af vores relationer. Vi bygger vores identitet på, både hvem vi ser os selv som, og hvem andre ser os som. Betina Bruhn Hansen har altid været en relationsskaber. Det driver hende at flytte mennesker. Hun startede som i finansbranchen som rådgiver og arbejdede sig op til ledelse, fordi hun søgte det, og fordi andre så det i hende. 

Gennem sine jobs fik hun taget forskellige personlighedstests, som viste hendes styrker. Relationer og ledelse var altid klare styrker. Hun blev tilbudt en lederstilling og sagde ja. Så blev hun headhuntet til et projekt med at starte en ungdomsbank op, derefter kom et tilbud om at blive filialdirektør i Arbejdernes Landsbank, hvor hun skulle starte et nyt univers op med bank, events og aktiviteter. Jobbeskrivelsen passede perfekt på hendes styrker. Men tre år senere sagde hun op uden at have noget andet.

“Da jeg blev ansat var jobbeskrivelsen og -indholdet designet til min styrker. Det blev jeg først bevidst om bagefter. Det var et job, hvor jeg fik mulighed for at bruge mine kompetencer med at skabe relationer og stå på ølkassen og lede. Men efter halvandet år blev konceptet ændret,” siger Betina Bruhn Hansen. 

Hvad er det værste, der kan ske? 

Hun mødte ind fuld af energi, men følte sig mere og mere drænet som dagen gik. Kørt flad kom hun hjem og underede sig over, hvorfor hun var så træt. Så hun fik lavet en styrkeprofil, og et lys gik op for hende.

“Jeg kunne se, hvorfor jeg var så træt. Alt det der drænede min energi, var de opgaver jeg brugte allermest tid på, og dem der gav mig energi, brugte jeg ikke længere i mit job. De var outsourcet til andre. Det gik op for mig, at det ikke var mig, der var noget galt med. Det var heller ikke jobbet. Det var jobindholdet, der ikke matchede det, jeg var bedst til,” siger Betina Bruhn Hansen. 

Hun gik til sin chef, men der var ingen mulighed for at ændre på noget. Hun kunne gå videre op ad stigen og blive områdechef, men det havde hun slet ikke lyst til. Hun talte med sin mand om det, og med hans opbakning sagde hun op. 

“Jeg lavede en liste over, hvad det værste der ville ske var, hvis jeg blev i jobbet, og det bedste. Alt det værste handlede om at mine kolleger ville blive kede af det, min lønindtægt, tab af status. Eksterne faktorer. Når jeg kiggede på den anden liste handlede det om mig; at jeg ville blive glad igen, få mere energi, blive en bedre mor og kone med overskud. Jeg kiggede på den liste, og tænkte, hvorfor er det så så svært et valg?” siger Betina Bruhn Hansen. 

Find nye veje – og spær af

Det bliver svært, når vi bliver så optaget af andres forventninger til, hvem vi skal være, at man glemmer hvem man er. Så Betina Bruhn Hansen gav sig selv tre måneder til at finde sig selv igen. Hun tog til Kreta og Cypern, helt alene, og reflekterede over hvem hun var, hvad hun nu skulle, og hvad hun gerne ville. Hun drak enorme mængder kaffe for at lære fra andre – og for at lære hvordan andre så hende. Til hvert møde spurgte hun, hvad deres indtryk af hende var, hendes styrker, deres råd til hende. Hun sammenholdt det med sine styrkeprofiler, som blev en hjørnesten, der holdt hende fast i sin beslutning. Hun brugte sine veninder, når hun blev i tvivl. Hun blev del af et vandrenetværk, hvor hun mødte andre kvinder, som talte om, hvordan de ville leve. 

“Man står i en rundkørsel, og ved ikke hvilken vej man skal ud ad. Jeg følte, jeg bare kørte rundt og rundt. Jeg lærte en masse nyt, jeg mødte en masse mennesker, men på et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg nu var et sted, hvor jeg ikke skulle lære mere nyt. Jeg ville bruge mine kompetencer. Jeg ville ikke starte helt forfra. Jeg ville være i den finansielle sektor. Det spærrede nogle veje af. Jeg mærkede efter, om jeg ville være filialdirektør igen. Det ville jeg ikke. Jeg ville ikke gå på kompromis. Tænk, hvad jeg kunne udrette, hvis jeg begyndte at bruge mine kompetencer,” siger Betina Bruhn Hansen.

Hav tålmodighed i identitetsskiftet

Da der var gået fem måneder, kom hun ud af rundkørslen, slog autopilot fra, og begyndte at stille krav. Hun begyndte at føle sig modig. Det havde hun aldrig følt før. Men jo mere feedback hun fik fra folk, om at hun var modig og autentisk, jo mere blev det en del af hendes identitet. Hun er relationsskaber. Hun brugte sine relationer til at finde nye veje, spærre veje af, og finde ud af på hvilken vej hendes karrierestige befandt sig. Processen op til var det sværeste. Det krævede tålmodighed.

“Det var en svær beslutning at tage, fordi det hænger sammen med ens selvopfattelse. Jeg havde kæmpet mig til en stilliing, som gav nogle muligheder, relationer og netværk, som jeg ikke er del af længere. Det skulle jeg vænne mig til,” siger Betina Bruhn Hansen.

Det tog tid for hende at vænne sig til at sige, hun var rådgiver. I starten sagde hun, at hun var rådgiver, men jo havde været filialdirektør før. Det føler hun ikke et behov for mere.

“Fordi jeg har valgt ikke at være leder, så betyder det jo ikke, at jeg aldrig skal være leder. Arbejdslivet er ikke statisk. Det skal ikke være skamfuldt, at man vælger at gå ned ad stigen eller til siden, måske for en periode, måske for altid,” siger Betina Bruhn Hansen.