
Nogle gange skal en idé have lov til at flyve lidt, før den bliver skudt ned. Hvem ved alligevel, hvor langt den vil flyve? For et dansk par blev idéen om et cykelhotel til virkelighed, da de skiftede livet i den danske mediebranche ud med et liv i Spanien.
I en lille hvidkalket bjerglandsby cirka 115 kilometer øst for Malaga i Spanien har to danskere bosat sig. Alt er lidt mindre her end i København, lidt roligere. Der bor omkring 400 fastboende i byen. Der er én skole, ét apotek, én kirke, én bar, én købmand og ét cykelhotel. Tiden går i sit eget tempo. Den pumper ikke derudaf som på Nørrebro, hvor cykelstierne fungerer som overhalingsbaner. Her i Gualchos bliver der lejet cykler for at tage ud i Andalusiens bjerge og udleve feriedrømme. Udlejningen foregår på cykelhotellet, som de to danskere står bag. De forlod deres liv i mediebranchen for at opfylde en drøm om noget andet. I 2021 tog de springet og overtog hotellet. I 2022 åbnede de. Og de har ikke fortrudt beslutningen en eneste dag.
“Det er fantastisk at arbejde med glade mennesker og være med til at sprede glæde eller give folk en god oplevelse. Det, synes jeg, er berigende i sig selv. Det er rart at stå op til. Så kan det godt være lønsedlen er ti gange lavere end normalt eller nogle måneder slet ikke dukker op. Men vi gør ikke det her for pengenes skyld. Vi gør det, fordi vi har lyst til at tage på eventyr sammen,” siger Morten Aamand Sørensen.
Der er altid en løsning
Sammen med sin kæreste Freja Harriet Delgado startede han Hotel La Ventera efter de begge havde arbejdet mange år i mediebrancen. Morten, som er uddannet journalist, arbejdede først som sportsjournalist og kom derefter ind i underholdningsbranchen og lavede tv. Freja, som har en Cand. mag i medievidenskab, kom direkte ind i tv-branchen fra universitetet og startede siden sit eget produktionsselskab. De to mødte hinanden, da de arbejdede sammen på et projekt i 2015.
“Det er branche, hvor man er rimeligt fri til at passe det ind i sit eget liv. For mit vedkommende har den livsstil altid tiltrukket mig. Det der med ikke at sidde i en fast stilling, men have mulighed for at gøre det, jeg har lyst til. Efter en tre måneders kontrakt kan man trække stikket og rejse ud eller prøve noget andet. Men samtidig skal der jo også smør på brødet,” siger Morten Aamand Sørensen.
Mediebranchen var ikke en branche, der gav dem den store sikkerhed. Der skulle forhandles kontrakter, som oftest strakte sig to til seks måneder, der skulle findes projekter og kunder. Men den usikkerhed lærte dem, at der altid er en løsning på tingene – man skal bare finde ud af hvordan.
Drengedrømmen blev til virkelighed
I 2018 tog Freja sit deltidsjob med til Valencia og Morten, som lige havde afsluttet en kontrakt, ventede med at byde ind på nye. Sammen ville de prøve at bo i Spanien, hvor Freja har familie, og prøve noget andet for en tid. Lidt løst begyndte de at tale om at have et cykelhotel. Det var en idé Morten for år tilbage havde vendt med to gode venner, som han cyklede med. De skulle flytte til Italien og købe et lille forladt sted, istandsætte det og lave et cykelhotel.
“Men det blev bare ved den sjove idé,” siger Morten Aamand Sørensen. Da han delte idéen med Freja begyndte den at manifestere sig i virkelighedens Spanien. Idéen om at have et hotel var ikke fjern for Freja. Hendes spanske far drev en bed & breakfast i Gualchos, hvor Freja gik i skole og voksede op. Hun havde allerede erfaring med at starte eget firma med alt, hvad det indebar af økonomi og kontrakter, og hun talte flydende spansk. Da Freja så pludseligt mistede sin far i 2019, efterlod han sig et hus i Gualchos. Huset lå 300 meter fra byens andet lille hotel, som tilfældigvis var til salg. Det havde de perfekte rammer for den drøm, Morten havde om et cykelhotel. Brikkerne begyndte at falde på plads.
“Jeg havde egentlig ikke tænkt, at det skulle være der, hvor jeg kom fra, at vi skulle starte noget op. Men da min far så døde, betød det med at være her bare lidt mere,” siger Freja Harriet Delgado.
De overtog hotellet, rejste afsted i 2021 og flyttede ind i huset. De stolede på drømmen i en sådan grad, at usikkerheden stod så meget i baggrunden, at de nærmest ikke skænkede det en tanke, at det ikke skulle kunne lykkes. For hvad så? Hvis det ikke lykkedes, kunne de jo blot tage tilbage til, hvad de kendte.
De oplevede, at når de talte med venner og familie, var folk meget støttende overfor idéen. De fleste så det som ligeså spændende, som Morten og Freja følte det var. Det var ekstra motiverende. En bekendt spurgte, om de havde undersøgt markedet, om der var et kundegrundlag. Det kan de begge huske, at de talte om bagefter og faktisk ikke havde lyst til at analysere. En undersøgelse eller nogle tal fra et rejsebureau skulle ikke vise dem, at den idé de havde, og det sted, de havde fundet, pludselig var en dårlig idé.
“Vi havde den her drømmeidé. Den ville vi prøve af, før den blev punkteret af et stykke papir,” siger Morten Aamand Sørensen.
Den største bekymring var børnene
Børnene var den største bekymring. Ville de trives? Morten og Freja havde selv opholdt sig i Spanien og vidste, at de kunne lide hverdagen der. Det var anderledes at skulle tage den beslutning for børnene. Men de oplevede, at alle institutioner, skoler og selv andelsforeningen gerne ville hjælpe.
“Det var en stor ændring. Det skulle være noget hele familien kunne være med omkring, fordi det her var ikke noget med at en af os er væk fra 8 til 16. Vi lægger flere timer i det her projekt end en fuldtidsstilling, som man pendler til hver dag. Men på samme tid er vi mere sammen med vores børn, end vi var i København,” siger Morten Aaamand Sørensen og Freja Harriet Delgado tilføjer:
“Jeg er meget glad for, at jeg er vokset op her, og jeg ser det som en gave for børnene, om det så er for en kort periode, at de får den oplevelse og lærer at tale spansk og lærer, at har man en drøm eller en idé, så giv den et skud.”
Tænk ikke tingene i stykker
De overvejede flere ting, før brikkerne faldt så meget på plads de kunne se, det var hotellet, der var vejen; en autocamper, en lejlighed i Valencia. Det var ikke fordi, de var forelskede i hotelindustrien eller af økonomiske grunde. Det var omstændighederne, der gjorde, at de vidste, tiden var inde.
“Vi kommer ikke fra velhavende familier, og vi har ikke sparet op til det i de seneste ti år, så det er ikke sådan, at vi har et økonomisk sikkerhedsnet, hvis det ikke går. Hvis ikke det går, så tager vi den derfra og lever derefter. Vi er startet ud med små midler, og vi kører stadig med små midler. Men jeg tror så meget på, at det nok skal kunne løbe rundt og generere nok indkomst til at kunne leve et simpelt liv her med ost, skinke og noget hvidt brød. Og indtil nu går det virkelig godt,” siger Morten Aamand Sørensen og Freja Harriet Delgado tilføjer:
“Det her er mere et projekt og et liv, end et arbejde. Jeg har set en forandring hos Morten fra han arbejdede i København og havde de her tre måneders job til nu, hvor han er ligeglad med at stå op klokken seks om morgenen for at have morgenmad klar på hotellet klokken syv. Den glæde der pludselig er i ham. Alt er fantastisk i hans øjne,” siger Freja Harriet Delgado.
Især én ting tager Morten og Freja sig med fra oplevelsen: At man ikke behøver gøre noget til et større problem end det er. Man kan hurtigt tænker noget så stort, at man ikke ved, hvor man skal starte.
“Jeg er glad og lykkelig over, at vi turde springe ud i det, og at vi ikke blev hjemme og blev dem der til fester og familiesammenkomster kan fortælle historien om, at vi var tæt på at købe et hotel. Nu er vi dem, der gjorde det. Dét, synes jeg, er fedt. Om vi så vender hjem med en succes eller en kæmpe lærestreg eller begge dele, det må tiden vise. Men vi gjorde det,” siger Morten Aamand Sørensen.
Om Freja Harriet Delgado
- 41 år
- Hotelmutter
- Bosat i Gualchos, Andualusien, Spanien sammen med sin kæreste Morten Aarmand Sørensen.
- Sammen har de to børn og venter endnu en til juli 2023.
- Uddannet Cand. mag. i medievidenskab.
- Har tidligere arbejdet i tv-branchen og har endnu et lille produktionsselskab i Danmark.
Om Morten Aamand Sørensen
- 41 år
- Hotelfatter
- Bosat i Gualchos, Andualusien, Spanien sammen med sin kæreste Freja Harriet Delgado.
- Sammen har de to børn og venter endnu en til juli 2023.
- Uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus
- Tidligere tv-tilrettelægger og journalist.





